 |
 |
Fiduzen i New York Multimediedesigner-studerende Brian tager 4.semester i USA. Følg ham på bloggen ---------------------------------------------------- Casper i praktik midt på Manhattan "Jeg har altid haft lyst til at prøve USA... Der har efterhånden været nogen stykker fra uddannelsen derovre. Deres gode erfaringer gav da lige det sidste spark."
Kufferten er pakket, og om få dage tager Casper Stenger turen tværs over Atlanten til New York, hvor han skal bo og arbejde de næste tre en halv måned. Som et led i sin uddannelse til Multimediedesigner har han fået en praktikaftale i stand med en multimedievirksomhed på Manhattan, hvor han skal lave et projekt om branding.
"Jeg har altid haft lyst til at prøve USA, altid gerne villet se USA og så komme ud og sidde i en virksomhed. Der har efterhånden været nogen stykker fra uddannelsen af sted derovre. Der var to af sted sidste år i Hudson. Deres gode erfaringer gav da lige det sidste spark."
Caspers værtsfirma WellGood LLC er en mindre multimedievirksomhed, der arbejder med marketing, kommunikation og web-design. De har specialiseret sig i at lave opgaver for velgørende organisationer og har bl.a. FN som kunde.
Casper har selv fundet frem til og stået for al kontakten til virksomheden: "Jeg googlede bare på nettet efter velgørende organisationer ud fra den betragtning, at så kunne det være, de var mere tilbøjelige til at tage en ind, end hvis det var rent profit. Jeg fortalte, at jeg skulle bruge et projekt, og jeg lagde selvfølgelig meget vægt på unpayed trainee, og at jeg skulle skrive et projekt herhjemme. Der gik ikke mange dage, før de svarede i en mail, at det ville de gerne."
Også boligen i New York har Casper fundet på nettet. "Jeg skal bo midt på Manhattan i et værelse hos en eller anden stakkels skuespillerinde. Det støvede jeg også selv op. Og hun er der aldrig, så jeg får det meget for mig selv."
Projekt om branding "Derovre skal jeg indgå i deres daglige rutiner og forretningsgange og hjælpe med hvad de nu sidder med på det givne tidspunkt. Og så skal jeg samtidig skrive nogle rapporter her hjem til, der bliver baseret på virksomheden. Jeg skal skrive noget om hvordan de brander sig selv. Deres hjemmeside fx består af nærmest ingenting, så der skal vi lave noget branding og derigennem skabe en ny visuel identitet, så de kan markedsføre sig selv bedre."
Casper har ikke decideret forberedt noget til projektet eller første dag på det nye job. "Nej, vi tager det bare fra den føreste dag. Jeg har selvfølgelig læst op på nogle ting herhjemme, men ikke noget projektmæssigt." Projektet laver han sammen med en studiekammerat, som ikke skal med til New York. "Vi skal lave en specialiseringsrapport på 10 sider hver, hvor hun skal lave noget om visuel identitet generelt, og jeg skal lave en mere generel rapport om branding og hvad man kan bruge det til. Og så skal vi lave en hovedopgave, når jeg kommer hjem igen, hvor vi lægger hovedvægten på virksomheden."
En spændende udfordring Selve projektarbejdsformen er ikke ny for Casper. "Jeg har aldrig været ude at rejse i forbindelse med uddannelsen, men jeg har været involveret i nogle virksomheder i forbindelse med projekter. Det er selvfølgelig en hel anden udfordring at det bliver i USA, men rent projektmæssigt vil det komme til at minde om dem derhjemme - med den udfordring at det er en helt anden kultur, og at jeg skal sidde i selve virksomheden. Det har vi jo aldrig gjort i projekterne herhjemme. Der har vi haft den kontakt, at vi skriver et skoleprojekt og så trækker på virksomheden." "Jeg ved, at jeg skal have ca. 40 timer om ugen. De arbejder røven ud af bukserne i forhold til os. De har sagt, at det svinger meget. Når de har rimeligt travlt, regner de også med, at jeg skal være der. Andre dage, hvor de måske ikke har noget, nå ja, så går de tidligt hjem."
Udbytte med hjem i bagagen På spørgsmålet om, hvorfor Casper vælger at lægge en del af din uddannelse i udlandet, lyder svaret, at det "selvfølgelig er på grund af spændingsgraden og det, at det er en once in a lifetime experience". Men også fordi det forhåbentligt kan blive et bedre projekt. "Du er i tanken 24 timer i døgnet derovre, mens hvis du er herhjemme og skriver, så laver du opgave i 8 timer, og så går du hjem og laver noget andet. Derovre er du i den tankegang 24 timer i døgnet, så det skulle forhåbentligt helst munde ud i et bedre projekt." Engelsk er fagsproget på den internationale linje, som Casper har valgt på Multimediedesigneruddannelsen, så det at skulle begå sig og arbejde på engelsk er ikke nogen barriere for Casper - tværtimod. "Det er selvfølgelig også en del af grunden til at jeg tager derover, ellers kunne jeg lige så godt tage ud på en virksomhed i Brabrand!"
Støtte og vejledning Opholdet finansieres delvist gennem SU og via et stipendium på 15.000 kr. fra DK-USA-programmet, som Casper har fået tildelt på baggrund af en officiel ansøgning fra skolen.
Casper er sikker på, at han nok skal få al den vejledning og hjælp, han har brug for under sit praktikophold. "Jeg har dem derhjemme og hende, jeg skriver med og en vejleder, jeg kan trække på. Og så kan jeg også trække på dem derovre og får dem til at hjælpe. De virker meget åbne." Under hele sit praktikophold har Casper online kontakt til en faglig projektvejleder på skolen, som vejleder, godkender og er garant for, at hans arbejde og projekter lever op til kravene i studieordningen.
Job efter uddannelsen Når Casper bliver færdig som multimediedesigner næste år, vil han gerne finde et job. "Så håber jeg jo, at det ser godt ud på CVet det her. Jeg regner da med, at jeg skal finde et arbejde inden for et eller andet med multimedie. Jeg kunne godt tænke mig noget med kommunikation og branding. Det er det, jeg interesserer mig for. Det kunne fx være et job i reklamebranchen kombineret med noget web. For det er klart, hvis de bare skal bruge en kommunikationsmand, ligger Handelshøjskolen jo lige dernede. Det er jo mere logisk, at de går efter dem, kan man sige, så det bliver en kombination." Casper har også leget med tanken om at læse videre, men ikke lige efter studiet. "Jeg har tænkt på, om jeg skulle tage noget kommunikation og engelsk på Handelshøjskolen, men jeg tror bare jeg skal ud og lede efter et arbejde først og fremmest. Så kan vi se senere." Her og nu er kursen sat mod New York.
|